Utilfreds MLS-spiller suspenderet: Spillede under falsk navn for sin vens amatørhold
De fleste fodboldspillere hader at sidde på bænken, men MLS-spilleren Matko Miljevic har alligevel taget sin utilfredshed længere end normalt.
En skandale er godt i gang med at rydde overskrifterne i MLS.
Den bedste professionelle amerikanske fodboldliga har opsagt kontrakten med Matko Miljevic, der førhen spillede for CF Montreal.
Fyringen kommer efter en afsløring, hvor Miljevic – ved siden af sin professionelle karriere – blev fanget i at spille under et falsk navn for et amatørhold.
Men ikke nok med at han brød reglerne og spillede for et seriehold.
Den offensive midtbanespiller er også blevet udelukket på ubestemt tid, da han angiveligt samtidig har slået en modstander i en af kampene.
– Han har udvist en adfærd, der er skadelig for ligaen, og han har overtrådt sin spilleraftale, har MLS meldt ud.
CF Montreal har også selv bekræftet, at den 22-årige amerikaner ikke længere er i klubben.
Miljevic skulle have spillet tre kampe på serieholdet med seks scoringer til følge. Han fik så sent som 3. september 25 minutter i MLS-kampen mellem Montreal og Columbus Crew.