
Rasmus Falk inden Champions League: Vi kan også være de bedste på banen
Rasmus Falk ser frem til endnu et Champions League-gruppespil, hvor man skal jagte momenterne i de forskellige kampe.

F.C. København tager snart hul på et nyt gruppespil i Champions League.
Her er den danske mesterklub kommet i pulje med et par af de største klubber i Europa, hvor særligt Manchester United og Bayern München springer i øjnene.
Allerede onsdag venter den første kamp i gruppespillet, når puljens sidste hold, tyrkiske Galatasaray, tager imod FCK i Tyrkiet.
FCK TV har forud for den første kamp i denne sæsons udgave af Champions League taget en snak med Rasmus Falk, der nu går ind til sit tredje gruppespil i den prestigefulde turnering.
– Vi har respekt for de hold, vi skal møde, og de er måske på et niveau, der er højere end vores – to af dem i hvert fald. Men jeg tror da på, at vi får momenter i kampene, hvor vi også kan vise, at vi er det bedste hold og vi også kan være de bedste på banen.
– Vi har heldigvis mange, der har oplevet rigtig mange ting. Vi er en gruppe, der har været samlet, og så har vi fået tilføjet noget ny kvalitet.
– Vi skal nyde de store kampe, men vi skal også gå efter at få resultater, siger Rasmus Falk.

Kampen mellem FCK og Galatasaray fløjtes i gang onsdag klokken 18.45 og kan ses på TV3+ og Viaplay.