Medie: 17-årig fik PSG til at droppe Bellingham-interesse
Paris Saint-Germain var en blandt flere europæiske topklubber, der denne sommer blev sat i forbindelse med Jude Bellingham, men franskmændene var aldrig for alvor interesserede.
Hvis nogen var i tvivl om Jude Bellinghams kvaliteter, så har han allerede gjort tvivlen til skamme.
Den 20-årige englænder skiftede denne sommer fra tyske Dortmund til spanske Real Madrid for godt 100 millioner euro, og i sine første fire kampe for kongeklubben har midtbanespilleren scoret fem mål.
Dermed er de formentlig ganske fint tilfredse med nyindkøbet i den spanske hovedstad, og Real Madrid havde da også skarp konkurrence i kampen om Bellinghams underskrift.
Særligt de to Manchester-klubber samt Liverpool skulle have været interesseret, men også franske Paris Saint-Germain bød sig angiveligt til.
Franskmændene trak sig ifølge Le Parisien hurtigt, og det skyldes angiveligt en bare 17-årig spiller.
Ifølge den parisiske avis talte PSG-sportsdirektør, Luis Campos, nemlig mod et køb af Bellingham, da han skulle være af den holdning, at 17-årige Warren Zaire-Emery skulle have mindst samme niveau som den tre år ældre englænder.
Warren Zaire-Emery var anfører for det franske U21-landshold, der tidligere på måneden gav det danske U21-landshold en lektie og et 1-4-nederlag:
I denne sæson har den unge franskmand startet alle PSG’s fem ligakampe, og med undtagelse af to gange fire minutter er det også blevet til fuld spilletid for Luis Enriques tropper.
Jude Bellingham er dog næppe ked af, at han valgte at skifte til Real Madrid. Hovedstadsklubben har vundet alle sæsonens første fire kampe i LaLiga.
Kun i sæsonåbneren mod Athletic, hvor det blev til en 0-2-sejr til Real Madrid, har Bellinghams scoring ikke været afgørende for Real Madrids sejr, for både i sejrene over Almeria, Celta Vigo og Getafe er midtbanespilleren blevet matchvinder.