Tidligere Real Madrid-spiller: Det var en let beslutning at skifte til Real Betis
Spanske Isco skiftede denne sommer til Real Betis efter at have været klubløs i over et halvt år.
Isco var engang en af de helt store stjerner sammen med Cristiano Ronaldo og de andre store navne i Real Madrid.
Hans karriere har dog været en mindre rutsjebanetur, siden den nu 31-årige midtbanespiller skiftede fra hovedstadsklubben i 2022.
Her gik turen til Sevilla, hvor Isco håbede på at få vendt karrieren efter flere år væk fra startopstillingen i Real Madrid. Det blev dog et kort ophold i Sevilla, da LaLiga-klubben allerede efter fem måneder valgte at ophæve kontrakten med den spanske midtbanemand.
Efter over et halvt år uden klub skrev Isco denne sommer under med Real Betis, et let valgt ifølge hovedpersonen selv.
– Så snart Betis ringede til mig, så var det en let beslutning. Ude fra kan man allerede se, at det er en vigtig klub, som har et seriøst sportsprojekt og en vilje til at vokse.
– Derudover spiller de attraktiv fodbold, hvilket passer til mig, og de har en træner, som jeg allerede har arbejdet med før, og som kender mig perfekt, siger Isco ifølge Goal.
Lørdag skal Isco og Real Betis en tur til Catalonien, hvor FC Barcelona venter i LaLiga.