Riemer skuffer Schmeichel i Anderlecht: Bænket til første kamp
Anderlechts danske cheftræner, Brian Riemer, afslører, at det ikke bliver Kasper Schmeichel, der skal stå i weekendes kamp.
Efter længere tids spekulationer om Kasper Schmeichels fremtid, blev det i landsholdpausen officielt, at danskeren skal spille i Anderlecht.
Søndag spiller den belgiske klub så deres første kamp efter landsholdspausen, men det bliver ikke i denne omgang, at Schmeichel får sin debut for Anderlecht. Det slår klubbens danske cheftræner, Brian Riemer fast på et pressemøde op til kampen.
– Det vil være Maxime Dupé (der står kampen, red.). Schmeichel er først ankommet i denne uge. Derefter vil det være den bedste af de to, som bliver førstevalget.
– Der er nødt til at være konkurrence på alle positioner, også i målet. Jeg kommer ikke til at rotere – jeg vælger en starter. Det betyder dog ikke, at han kommer til at spille alle kampe. Det kan måske ændre sig baseret på hans præstationer, siger Brian Riemer ifølge DH Sports på pressemødet.
Anderlecht møder Kortrijk på udebane søndag, hvor klubben skal forsøge at hente deres femte sejr i denne sæson.
Belgierne ligger efter deres første seks kampe på en delt førsteplads i Jupiler Ligaen med 13 point.