F.C. København-truppen plages af sygdom før topkampen mod FCN
F.C. København må med sikkerhed fortsat undvære et par af sine skadede profiler i Davit Khocholava og Nicolai Boilesen, når de lørdag spiller mod FC Nordsjælland. Men derudover har et par spillere misset træning og kamp på grund af sygdom i ugens løb.
Der venter en vaskeægte topkamp lørdag eftermiddag i Superligaen.
Ligaens tophold, F.C. København, kører nordpå til FC Nordsjælland, der på andenpladsen kun er to point efter.
Til opgøret mod FC Nordsjælland arbejder Jacob Neestrup på at få så mange af sine spillere klar til kamp, men forberedelserne har været påvirket en smule af sygdom.
Det skriver FCK på sin hjemmeside.
– Khocholava og Boilesen er fortsat ude (med skader, red.), og i dag deltog Lerager ikke i træning på grund af sygdom. Han spillede det halve af tirsdagens testkamp mod FC Fredericia, som Christian Sørensen missede på grund af sygdom, skriver klubben på fck.dk.
Derudover kommer Elias Achouri først hjem fra landsholdssamling fredag.
Kampen i Right to Dream Park starter klokken 16.00 lørdag eftermiddag, og begge hold har ingen spillere i karantæne, skriver FCK.