Premier League

Medie: Chelsea har disse fem angribere på blokken til vinterens transfervindue

Transfervinduet er knapt smækket i, før rygterne om Chelseas planer for det kommende transfervindue nu har set dagens lys.

Chelsea har udset sig fem angribere til vinterens transfervindue.
Foto: Andrew Boyers/Reuters/Ritzau Scanpix
Vær opmærksom på, at dette er en rygtehistorie

3,4 milliarder kroner.

Chelsea fik atter brugt enorme summer i det forgange sommertransfervindue.

Alligevel skulle den engelske storklub allerede nu have lagt en plan for, hvilke angribere man vil jagte, når transfervinduet åbner til vinter.

Det er tyske Bild, der mener at have fået kendskab til de fem spillere, som Chelsea har udset sig til om et halvt år.

Den første er Brightons Evan Ferguson, der inden landskampspausen noterede sig for et hattrick i 3-1-sejren over Newcastle. Han skulle dog også tiltrække sig interesse fra Arsenal, Manchester City og Manchester United.

Næste navn på listen er Ollie Watkins, der i de seneste tre sæsoner har scoret mellem 11 og 15 mål for Aston Villa i Premier League. Særligt i sidste sæson var han pludseligt brandvarm, da Aston Villas optur begyndte.

Også Nottingham Forests Taiwo Awoniyi er på Chelsea-radaren. Den 26-årige nigerianer har i denne sæson noteret sig for tre mål i lige så mange kampe, mens det i forrige sæson blev til 10 mål i 27 Premier League-kampe.

Chelseas fjerde overvejelse sidder lige nu ude med en lang karantæne, men har i de seneste sæsoner braget mål ind på samlebånd for Brentford. Det er naturligvis ingen ringere end Ivan Toney, der nu også har fået en A-landskamp for England under bæltet. I forrige sæson scorede han 20 mål i 33 Premier League-kampe.

Sidste navn er samtidig den eneste spiller, der ikke løber rundt i Premier League i forvejen. Bild mener således at vide, at Chelsea har fået øjnene op for RB Leipzigs Benjamin Sesko. Den 20-årige slovener blev skiftet ind for RB Leipzig i stedet for Yussuf Poulsen i sidste kamp inden landskampspausen. Her scorede han i løbet af sine 15 minutter på banen to gange i 3-0-sejren over Union Berlin.

Vild rekord: Premier League-klubberne brugte penge som aldrig før

Chelsea har fået en svær begyndelse på den nye Premier League-sæson, hvor kun syv klubber har scoret færre mål.

De første fire kampe har kastet beskedne fire point af sig for den købestærke klub, der derfor gik til landskampspause på en 12. plads i den bedste engelske række.

Chelsea spiller næste gang søndag ude mod Bournemouth.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P