Skotland med ny sikker sejr… har det ene ben ved EM 2024
Det skotske landshold ser sig slet ikke tilbage. Med sejr fredag aften ude over Cypern, har skotterne maksimum point efter fem kampe.
Med tre scoringer efter blot 30 minutters spil, sikrede Skotland sig et perfekt udgangspunkt fredag aften i EM-kvalifikationens Gruppe A.
Allerede efter seks minutters spil havde Manchester United-spilleren Scott McTominay bragt de skotske krigere foran med 1-0 ude over Cypern, og føringen blev derfra udbygget af den fodboldglade nations helte.
Ryan Porteous fra Watford scorede til 2-0, og gæsterne styrede i alle minutter opgøret på ferieøen, hvor Aston Villa-spilleren John McGinn bragte Skotland foran 3-0 efter kun 30 minutter.
Efter fem kampe har Skotland og landstræner Steve Clarke maksimum point med 15 point, og med tre kampe tilbage for holdet i EM-kvalifikationen, kan billetterne til EM næste år så godt som bookes.
Norge har på tredjepladsen fire point efter fire kampe, og kan højest opnå 16 point, hvis de vinder resten af sine kampe.