
Hareide og Island i nedtur mod Luxembourg – EM 2024 er nærmest umuligt
Det islandske landshold, der blandt andet blev darlings til EM i 2016, får svært ved at komme til EM i Tyskland 2024 efter et nederlag til Luxembourg på udebane.

Det bliver ualmindeligt svært for Island at komme med til EM i 2024 i Tyskland.
Fredag aften tabte Åge Hareides udvalgte med 3-1 ude mod Luxembourg.
Det er de nordatlantiske landsholdsheltes fjerde nederlag i fem kampe i EM-kvalifikationen, og i anden halvleg var det Luxembourg, der styrede opgøret.
Spillerne fra storhertugdømmet scorede blandt andet til 2-0 på en stor fejl af den tidligere AGF’er og Esbjerg-spiller, Victor Palsson, og selvom den tidligere FCK’er og nuværende Lille-spiller, Hakon Arnar Haraldsson, fik reduceret, blev opgøret afgjort til 3-1 med få minutter igen.
Åge Hareide skiftede flere kendte superligaspillere som Orri Oskarsson (FCK), Isak Johannesson (tidligere FCK) og Mikael Anderson (AGF) ind i løbet af opgøret – men lige lidt hjalp det.

De to Lyngby-spillere Saevar Magnússon og Kolbeinn Finnsson startede begge for Island, som nu altså kun har tre point efter fem kampe.
Med 10 point ånder Luxembourg til gengæld Slovakiet i nakken i kampen om andenpladsen i Gruppe J.
Hvis det lykkes Luxembourg at komme til EM, vil det være første gang nogensinde, at landet deltager ved en slutrunde.