Europæisk Fodbold

Arsenal-flop på plads hos Stryger Larsen i Trabzonspor

Nicolas Pépé er efter fire lange og ufrugtbare år fortid i Arsenal, som sælger den ivorianske landsholdsspiller til tyrkisk fodbold.

Nicolas Pépé skifter fra Arsenal til Trabzonspor.
Foto: Trabzonspor

Han var klubbens dyreste transfer nogensinde indtil denne sommer.

Ind i Arsenal kom denne sommer Declan Rice, og han vippede Nicolas Pépé af pinden som Arsenals dyreste spiller. Nu er den franskfødte ivorianer fortid i London-klubben.

På X har tyrkiske Trabzonspor nemlig præsenteret den 28-årige offensivspiller, der dermed bliver holdkammerat med danske Jens Stryger Larsen.

Pépé bliver i en video præsenteret i Trabzonspor-trøjen ombord på det, der ligner et privatfly. Præcis samme præstation som Andreas Cornelius fik, da han i august 2021 skiftede til den tyrkiske klub fra Parma.

Endnu har Arsenal til gode at offentliggøre salget, som de forventes at indkassere et stort tab på, efter klubben i 2019 betalte næsten 600 millioner kroner for ham i Lille.

Der var undervejs rygter om et skifte til Saudi Arabien for Nicolas Pépé, men han ville kun til Tyrkiet.

Til gengæld har Trabzonspor sendt en spiller til den mellemøstlige liga.

Den tyrkiske klub, der blev mestre i 2021-22, har i mere eller mindre samme ombæring som købet af Pépé sendt profilen Djaniny videre til saudiarabiske Al-Fateh.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P