Fik ophævet kontrakten i F.C. København: Nu er han på plads i serbisk fodbold
Den tidligere F.C. København-spiller, Luther Singh, har nu fremtiden på plads. Fremover skal han tørne ud i den bedste serbiske række.
Luther Singh har fremtiden på plads.
Den 26-årige kantspiller fik ophævet sin kontrakt med F.C. København kort før sommerens transferdeadline, men allerede nu har han landet en ny aftale.
Turen går til Serbien – nærmere bestemt FK Cukaricki, som gør sig i den bedste serbiske række.
Det oplyses, at parterne har indgået en aftale, der gælder for de kommende to år – altså frem til sommeren 2025.
Luther Singh skiftede til F.C. København fra portugisiske SC Braga tilbage i sommeren 2021, men er aldrig blevet en succes hos de forsvarende mestre.
Opholdet bød blandt andet på et lejemål tilbage til portugisisk fodbold, og i alt blev det blot til syv førsteholdskampe i FCK-trøjen og 129 minutters spilletid.