HB Køge snupper kontraktløse Youssef Dhaflaoui
HB Køge har hentet dansk-tunesiske Youssef Dhaflaoui, der senest har været på kontrakt hos NordicBet Liga-konkurrenterne fra Hillerød.
Efter en måned og fire dage som officielt kontraktløs, har Youssef Dhaflaoui fået fremtiden på plads.
Den 21-årige offensivspiller har skrevet under på en kontrakt i HB Køge, der løber til og med 2024.
Dhaflaoui spillede hele sidste sæson for Hillerød i den nordsjællandske klubs oprykningssæson i NordicBet Ligaen, men nu skal han i stedet repræsentere en klub, der har været fast bestanddel af divisionen siden 2012.
– Hele setuppet omkring klubben synes jeg er stærkt. Jeg kan udvikle mig her og forhåbentlig få mere fast spilletid i et spilsystem, der passer godt til mig – det er det, jeg har vægtet højest i mit klubvalg. Jeg har haft nogle gode snakke med Nicklas Pedersen, som rigtig gerne ville have mig til klubben, og det har også betydet meget for mig, siger Youssef Dhaflaoui.
Dhaflaoui scorede i sidste sæson syv mål for Hillerød i i alt 28 kampe, og han har tidligere repræsenteret hovedstadsklubberne B.93, Lyngby og Hellerup.
– Youssef har fremvist fornemt niveau i Hillerød, så vi er virkelig glade for, at det er lykkes os at lave en aftale med ham i samarbejde med en af vores trofaste sponsorer i Nordicals. Det er en spiller med bevist slutprodukt, og det glæder vi os over at få tilført holdet. Nu er det vores opgave sammen at forløse Youssefs talent i endnu højere grad, end det allerede er blevet, og sammen løfte os til nye niveauer, siger direktør i HB Køge Per Rud.
Youssef Dhaflaoui kan allerede mandag få sin debut for HB Køge, når de møder hans bror Souheib Dhaflaoui og Næstved. I første omgang starter han dog på bænken.