Vallys efter fjerde sejr i træk: Har ikke vist vores fulde potentiale
Selvom Brøndby er brandvarme i Superligaen, har vi ikke set holdet fra sin bedste side endnu ifølge Nicolai Vallys.
Brøndby er flyvende i Superligaen, efter Vestegns-klubben vandt for fjerde kamp i træk mod Randers søndag.
Det efterlader klubben på en tredjeplads efter syvende spillerunde , og det har fået folk til at hviske om, hvorvidt Jesper Sørensens tropper kan spille med om guldet.
Den vil holdets nykårede landsholdsspiller Nicolai Vallys dog ikke gå med på, og han maner til besindighed, selvom Brøndby viser storform:
– Der er sagt nogle ting, og det står vi selvfølgelig ved. Jeg synes, at den rigtige måde at gøre tingene på er at tage én kamp ad gangen, og så se hvor langt vi kan komme, siger Vallys til Viaplay.
Han mener dog samtidig, at vi endnu ikke har set den bedste version af Brøndby endnu:
– Jeg føler stadig ikke, at vi har vist vores fulde potentiale, så det er bare med at arbejde videre. Vi har givet os selv et godt udgangspunkt med fire sejre i træk, og det kunne være fedt, hvis det blev ved.
Nicolai Vallys har også selv gang i en fremragende sæson. Indtil nu er det blevet til fem mål i seks Superliga-kampe, og det har givet ham en plads i Kasper Hjulmands landsholdstrup.