Medie: Saudi-arabere er klar med vanvidsbud på Salah
Den egyptiske troldsmand på Anfield kan være på vej væk, selvom Jürgen Klopp lørdag slog fast, at alt er okay med Mohamed Salah.
Hvad gør man, hvis man ikke kan få det, man ønsker?
Byder noget mere!
Sådan lyder i hvert fald strategien hos den saudi-arabiske kronprins Mohammed bin Salman, der ejer fem fodboldklubber i sit land. Salman fik tidligere afvist et bud på Liverpools egyptiske angriber, Mohamed Salah, men den afvisning tager han altså ikke for gode varer.
Det skriver den engelske avis Mail on Sunday, som også fortæller, at det er kronprinsens klub, Al-Ittihad, der står bag buddet.
Det er Public Investment Fund, der også ejer majoriteten af aktierne i Newcastle United samt de saudi-arabiske klubber Al Ittihad, Al Ahli, Al Hilal og Al Nassr, der er på banen igen.
Tidligere bød de 100 millioner pund for Liverpools stjerne, hvor også flere klausuler kunne hæve prisen yderligere til 150 millioner pund.
Nu er PIF, som er ejet af den saudi-arabiske stat, så klar til at betale 200 millioner pund, hvilket også svarer til 1,7 milliarder danske kroner. Hvis Public Investment Fund får købet igennem, vil det overgå den nuværende internationale transferrekord fra 2017, hvor Paris-Saint Germain købte Neymar i FC Barcelona.
Lørdag afviste Jürgen Klopp, at der er problemer med Mohamed Salahs motivation i klubben, som søndag har den hurtige angriber i aktion mod Aston Villa på hjemmebane klokken 15.00.