
Mbappé viste klassen, da PSG sejrede sikkert i Nuamah-debut
Ernest Nuamah fik en fodboldlektion af selveste Kylian Mbappé i sin Lyon-debut. Den franske sensation scorede to gange i 4-1-sejren.

Kylian Mbappé løb endnu en gang med overskrifterne, da PSG spolerede Ernest Nuamahs debut for Lyon.
Ghaneseren, der blev det dyreste salg i Superligaens historie tidligere på sommeren, var med fra start for Lyon, men han kunne intet stille op mod overmagten.
PSG og særligt Mbappé var nemlig i spillehumør. Den franske superstjerne åbnede ballet efter fire minutter, da han scorede til 1-0 fra straffesparkspletten.
Efter 20 minutter fordoblede Achraf Hakimi føringen, inden Marco Asensio gjorde det til 3-0 efter 38 minutter.
I overtiden af første halvleg lukkede Kylian Mbappé så endegyldigt kampen med målet til 4-0.
I anden halvleg pyntede Corentin Tolisso på resultatet, da han scorede på straffespark efter 74 minutter.
Kort efter fik Ernest Nuamah fyraften, da han blev taget ud til fordel for Jeffinho.