
Ærlig Bo Svensson efter nyt nederlag: Jeg er i chok
Den danske bundesligatræner, Bo Svensson, var lørdag chokeret over at se sit mandskab få klø med 4-0 ude mod Werder Bremen.

Den danske manager, Bo Svensson, har etableret sig som et godt navn i Bundesligaen.
I sidste sæson sluttede Mainz 05 på en niendeplads i tabellen, og danskeren drillede sammen med sit hold flere af de store klubber såsom RB Leipzig og Bayern München undervejs.
I denne sæson har sæsonstarten dog været dårlig for Svensson, som kun har hentet et point i tre kampe, og lørdag kulminerede den umiddelbare nedtur med et 4-0 nederlag på udebane mod Werder Bremen.
Efter opgøret havde en skuffet Bo Svensson ikke travlt med at skåne sine spillere.
– Jeg er chokeret over præstationen, sagde Bo Svensson efter 0-4 nederlaget på Weser Stadion og fortsatte:

– Vi var underlegne på alle områder, og det er mit ansvar.
Næste chance for at rette op på tingene for Mainz er efter landsholdspausen den 16. september mod Stuttgart.