Udskiftning på U21-landsholdet: Brøndby-keeper får chancen
Filip Jörgensen fra Villarreal er blevet skadet og må udgå fra U21-landsholdslejren - i stedet er brøndbys unge keeper kommet ind.
Der er ændret i den danske U21-landsholdstrup.
Den unge Villarreal-keeper Filip Jörgensen har pådraget sig en mindre skade og må altså udgå af U21-truppen.
I stedet er Brøndbys 21-årige målmand Jonathan Ægidius blevet kaldt ind som ny mand i lejren. Det bekræfter DBU på det sociale medie ‘X’.
Dermed er den talentfulde Brøndby-målmand altså at finde i truppen i stedet for Jörgensen, når U21-landsholdet skal møde Frankrig og Slovakiet i september.
Her skal han kæmpe med jævnaldrende Andreas Jungdahl, der spiller i Cremonese i den italienske Serie B, om startpladsen
Ægidius står i forvejen noteret for en enkelt kamp for U21-landsholdet, efter han stod en venskabskamp mod Sverige i november 2022, som endte 2-2.