
Medie: Gerrard henter tidligere Liverpool-helt til Saudi-Arabien
Fabrizio Romano mener at vide, at Gini Wijnaldum har skrevet under med en tidligere Liverpool-profil.

Han var en af heltene i en af de største kampe i Liverpools historie.
Gini Wijnaldum scorede nemlig to af målene, da Liverpool ekspederede Barcelona ud af Champions League i semifinalen i 2019.
Siden er hollænderen skiftet til Paris Saint-Germain, hvor det aldrig helt er lykkedes, og efter et lejeophold i AS Roma, har Steven Gerrard nu sørget for, at Wijnaldum er fortid i den franske hovedstad.
Fabrizio Romano mener nemlig at vide, at Gerrards klub – saudiarabiske Al Ettifaq – henter den tidligere Liverpool-fanfavorit.
Journalisten skriver på X, at midtbanespilleren allerede har skrevet under på en tre-årig kontrakt med Gerrard og co.
Han melder om en pris på 10 millioner euro – eller cirka 75 millioner kroner – der ryger PSG’s vej for den 32-årige.

Wijnaldum spillede i sin tid 237 kampe for Liverpool, men nåede kun at repræsentere PSG 38 gange, inden han nu formentlig rykker til Saudi-Arabien.