
Sønderjyske ophæver med ung målmand
Sønderjyske siger farvel til deres unge målmand, efter at klubben og spilleren er blevet enige om at ophæve kontrakten.

Farvel til Sønderjyske.
Det kan den unge målmand Marcus Alstrup nu sige, efter at have fået sin kontrakt i Sønderjyske ophævet.
Det melder NordicBet Liga-klubben ud fredag formiddag på sin hjemmeside. Kontrakten på den unge målmand bliver ophævet efter gensidig forståelse mellem både klubben og spilleren.
Ifølge Sønderjyske drager målmanden videre i jagten på mere spilletid. Marcus Alstrup blev noteret for en enkelt førsteholdskamp i Sønderjyske Fodbold – det var pokalkampen mod Nykøbing Falster sidste efterår.
Sportsdirektør Esben Hansen siger til klubbens hjemmeside, at de har været glade for at have den unge målmand i klubben, men at der har været nogle udfordringer.

– Han er også nået til et punkt i sin karriere, hvor vejen til spilletid skal være kortere, end den er i Sønderjyske Fodbold i øjeblikket, hvor vi har et meget stærkt målmandsteam.
Marcus Alstrup kom til klubben fra OB i sommeren 2022.