
Officielt: AGF har ny midtstopper på plads kort før lukketid
AGF har sent fredag aften præsenteret en ny midtstopper i klubben.

Foto: AGF
Mats Knoester er ny mand i AGF.
Det bekræfter Aarhus-klubben med blot en halv time tilbage af transfervinduet.
Den 24-årige hollænder skifter til AGF fra ungarske Ferencváros, som han i foråret kunne fejre det nationale mesterskab sammen med.
Mats Knoester gør sig i det centrale forsvar, og har fået sin fodbolduddannelse i Feyenoord.
I 2019 skiftede han til Heracles, hvor han fik sin debut i den hollandske Æresdivision.
Den nye AGF-stopper er venstrebenet, og kommer i første omgang til Fredensvang på en lejeaftale gældende for resten af sæsonen.
AGF har sikret sig en købsoption i aftalen.
Dermed blev det altså ikke Oliver Provstgaard, som AGF ellers sendte et bud på.