
Officielt: Brøndby udlejer midtbanespiller til Molde
Brøndby har udlejet den amerikanske midtbanespiller, Christian Cappis, til de norske mestre fra Molde.

Det bliver en kort fornøjelse, men Christian Cappis skal tilbringe de kommende fire måneder i Norge.
Her skal den amerikanske midtbanespiller på en lejeaftale forsøge at hjælpe de forsvarende mestre fra Molde med at forbedre klubbens nuværende fjerdeplads i Eliteserien.
I Molde bliver Cappis holdkammerat med danske Anders Hagelskjær, og her skal han jagte spilletid, som ikke umiddelbart lå i kortene på den københavnske vestegn.
– Cappis har på nuværende tidspunkt ikke udsigt til fast spilletid i Brøndby IF, men han er en dygtig spiller, som har vist sit potentiale for os. Vi kan også konstatere, at der i en længere periode har været for langt til spilletid, så for at sikre, at Cappis kan få flere minutter i benene og udvikle sig, så giver et lejemål lige nu rigtig god mening for ham og os.
– Molde FK er en rigtig god klub, som går et sportsligt spændende efterår i møde, så vi er sikre på, at det er det rette match for Christian, lyder det fra Fodbolddirektør i Brøndby Casten V. Jensen.

Den 24-årige amerikaner kom til Brøndby fra Hobro IK i sommeren 2021, hvor han skrev under på en kontrakt, der løber til sommeren 2025.
Han står indtil videre noteret for otte mål i 62 officielle kampe i den blå-gule trikot.