Medie: Espanyol lukker vinduet og vil ikke sælge Braithwaite
Den danske landsholdsspiller, Martin Braithwaite, har været interessant for flere andre klubber, siden han rykkede ned i LaLiga2 med Espanyol. Men han skal dog ikke regne med et salg i dette transfervindue, skriver spansk avis.
Martin Braithwaite er udtaget til den danske landsholdstrup, der samles mandag aften.
Her skal landsholdet spille sig nærmere kvalifikation til EM via to kampe mod San Marino og Finland, og netop udtagelse til EM-truppen i 2024 kræver, at den 32-årige danske angriber holder sig skarp.
Ifølge den spanske avis Mundo Deportivo bliver det dog ikke i en ny klub, Martin Braithwaite fremover skal vise sine evner frem.
Espanyol har efter nedrykning haft mere fokus på spillersalg end indkøb, men her på transfervinduets sidste dag, vil klubben ifølge avisen ikke længere sælge sine to profiler Martin Braithwaite og César Montes.
Espanyol ser de to spillere som alt for vigtige for klubbens vej tilbage til LaLiga, og da det vil være svært at sikre sig gode erstatninger, har klubben meddelt Braithwaite, at de ikke lytter til flere tilbud.
Tidligere på sommeren har danskeren været rygtet til spanske Girona og franske Lille, og selvom også Valencia i de seneste dage har udvist interesse i danskeren, ser det altså ud til, at han må blive i Espanyol.
Espanyol ligger nummer tre i LaLiga2 efter tre kampe, og Martin Braithwaite har scoret et enkelt mål i to kampe.