Vejle-chef med ønske inden transfer-deadline: Her vil vi forstærke os
Vejle har nul point efter seks kampe i Superligaen, og cheftræner Ivan Prelec peger nu på, hvor på banen han og klubben ønsker at hente forstærkning, inden transfervinduet smækker i ved udgangen af fredag.
Nye spillere.
Det er, hvad mange klubber er på udkig efter i disse dage og timer frem mod den snarlige transfer-deadline.
Således også Vejle Boldklub, der er på jagt efter en spiller til én særlig position på banen. Det fortæller klubbens cheftræner, Ivan Prelec, til campo.dk.
Vejle tabte i mandagens Superliga-opgør mod Brøndby IF med 0-1 og har efter seks kampe og seks nederlag blot scoret fem mål.
Og det er tilsyneladende ikke nok. I hvert fald ønsker Ivan Prelec og klubben nu at forstærke offensiven med en ny spiller, inden transfervinduet smækker i.
– Det kommer selvfølgelig også an på, om der er nogle spillere, der forlader os, for det er altid en mulighed. Men lige nu kigger vi efter en angriber, så vi får bedre muligheder i offensiven, siger Vejle-cheftræneren til campo.dk.
På nuværende tidspunkt råder Vejle over flere angribere i truppen – heriblandt det normale førstevalg i front German Onugkha, som indtil videre har scoret tre mål i denne sæson.
Prelec er tilfreds med den russiske angriber, men ønsker at supplere ham i front.
– Jeg synes absolut, at vi i German (Onugkha, red.) har en angriber, som har god fart, er kropsstærk og god med ryggen til målet, hvor han kan holde på bolden eller angribe derfra. Og han er god i feltet, så han er en klassisk nummer 9, som vi er tilfredse med, siger Vejle-træneren og fortsætter:
– Det ville være godt for os, hvis vi kan hente en angriber, som ikke har den samme profil som German. Vi har mange muligheder, som vi evaluerer på i øjeblikket, og så må vi også se økonomisk, hvad der er realistisk blandt de muligheder. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvem vi gerne vil have – men også om, hvem vi kan få.
Vejle forlænger med cheftræner Ivan PrelecVejle skal om aftenen, inden fredagens transferdeadline ved midnat, møde OB på udebane, hvor jagten på klubbens første point i denne superligasæson fortsætter.
Der er kick off på Nature Energy Park i Odense klokken 19:00, og du kan se opgøret på TV3 Sport og Viaplay.