Europæisk Fodbold

Endnu en dansker på plads i kriseramte AIK

Mads Døhr Thychosen får dansk selskab i svenske AIK i form af Benjamin Tiedemann Hansen.

De ligger ikke længere til nedrykning, men alarmen er ikke afblæst i AIK endnu.

Den svenske hovedstadsklub har med ni point tilbage af sæsonen blot to point ned til en af de to direkte nedrykningspladser i Allsvenskan, men nu gør de noget ved det.

Klubben har torsdag lejet danske Benjamin Tiedemann Hansen, der tager turen til Stockholm-forstaden Solna fra de norske mestre Molde.

I første omgang er der kun tale om et ganske kort ophold i Sverige, for den tidligere FC Nordsjælland-spiller har skrevet under på en lejeaftale, der gælder for resten af 2023.

Der er dog en købsoption i aftalen, så potentielt kan opholdet i Stockholm blive længere end blot de kommende fire måneder.

– Jeg er meget glad og stolt over at komme til AIK, for det er en rigtig stor klub med mange fans, og jeg håber, at vi sammen kan bringe AIK tilbage til toppen. Jeg ser også frem til at opleve smukke Stockholm, lyder det fra den 29-årige dansker.

Video: Dansk drømmemål og to assists da Norrköping slog AIK

Benjamin Tiedemann Hansen får trøjenummer 16 i AIK, og han kan allerede få sin debut, når AIK gæster Hammarby i et vaskeægte Stockholm-derby.

Den danske forsvarsspiller spillede som ungdomsspiller i de nordfynske klubber Skovby GF og Bogense G & IF, inden turen gik videre til Næsby. Herfra skiftede han i 2009 til Vejles ungdomsafdeling.

Siden er turen gået over BK Marienlyst, FC Fredericia, FC Nordsjælland, Haugesund og altså senest Molde, med hvem han i sidste sæson blev mestre.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P