Ny Lyngby-mand med vildt CV: Det minder mig om Premier League
Lyngbys nye forsvarsspiller har prøvet lidt af hvert, og på førstehåndsindtryk får han fornemmelsen af en lidt større adresse, end hvad Lyngby vel egentlig er.
Han har spillet med Lionel Messi.
Det er ikke mange Superlige-spiller, der kan prale af det, men det kan Lyngbys nye forsvarsprofil, Marc Muniesa, faktisk.
I hans tid i Barcelona er det ifølge Transfermarkt blevet til 37 minutter på banen sammen med verdensstjernen, og modsat Messi har Muniesa faktisk bevist, at han godt kan klare en regnfuld onsdag i Stoke.
Spanieren har nemlig også tilbragt tid i Premier League hos netop Stoke, hvor det blev til 67 kampe.
Og præcis tiden i Stoke, synes han at kunne mindes, efter at han er kommet på plads i Lyngby.
– Jeg er rigtig glad for at have skrevet under med Lyngby Boldklub. Jeg har haft mange gode snakke med Freyr, og jeg har fået et fantastisk indtryk af klubben. Den minder mig meget om min tid i England, og klubben virker som en stor familie, siger forsvarsspilleren til klubbens hjemmeside.
Muniesa har skrevet under på en to-årig kontrakt med de kongeblå tropper, og han får mulighed for at få debut, når der er lokalbrag mellem Lyngby og FC Nordsjælland på søndag.