Lyngby henter spanier med Barcelona-fortid på en fri transfer
Lyngby har onsdag aften offentliggjort Marc Muniesa som ny spiller i klubben.
Et scoop.
Det kan Lyngby vise sig at have gjort sig onsdag aften, hvor man kan præsentere en tidligere Barcelona-spiller til klubben.
Således kan de kongeblå offentliggøre den spanske forsvarsspiller Marc Muniesa som klubbens nyeste tilføjelse. Det gør de på sin hjemmeside.
Muniesa har skrevet under på en to-årig kontrakt med Lyngby og er altså at finde i klubben indtil 2025.
Den 31-årige forsvarsspiller har et yderst flot CV at vise frem, som inkluderer ungdomsfodbold i FC Barcelona og et par enkelte kampe for førsteholdet, LaLiga-erfaring hos Girona og 57 Premier League-kampe for Stoke City.
Senest var han dog at finde i Al-Arabi SC i Qatar, hvor hans kontrakt udløb denne sommer, og han kommer altså til Lyngby kvit og frit.
– Vi er meget tilfredse og glade for at have tilknyttet Marc, som er en utrolig dygtig og velskolet spillet. Han kommer med en masse kvalitet, erfaring og ikke mindst professionalisme fra klubber i både Premier League og La Liga, og det kommer vi alle til at nyde godt af, lyder det fra klubbens fodboldchef Nicas Kjeldsen om den nye signing.
Selvom Muniesa ifølge Transfermarkt kun står noteret for fire kampe i Barcelona – to i Champions League og to i LaLiga – så kan han stadig bryste sig af at være blevet spansk mester med dem i 2008/09.