Arsenal-stjerne er årets unge spiller i Premier League: Vinder foran Haaland
Flere af Arsenals unge stjerner gjorde det forrygende i den forgange sæson. Det har nu også kastet en kåring af sig.
I den seneste sæson måtte Arsenals unge stjerner nøjes med en andenplads i Premier League, men tirsdag aften har én af dem fået en trøst.
Bukayo Saka er nemlig blevet kåret til årets unge spiller i Premier League.
Dermed er der lidt personlig hæder til den 21-årige englænder, efter han i den seneste sæson lavede flotte 14 mål og 11 oplæg for Arsenal i Premier League.
Prisen uddeles hver sæson af den engelske spillerforening, og her har spillerne altså selv stemt på Saka som vinder af prisen.
Selvom Saka, efter sin flotte sæson sidste år, var blandt favoritterne, så er det alligevel en overraskelse for de fleste, at han vinder prisen foran Erling Haaland, der både vandt Premier League med Manchester City og lavede hele 36 mål i ligaen.
Foruden Haaland, slog Saka også holdkammeraten Gabriel Martinelli, Moisés Caicedo, Evan Ferguson og Jacob Ramsey.