Lyngby-kaptajn roser VAR-dom: Han havde nosser nok
Selvom dommen gik imod Lyngby, havde Marcel Rømer kun positive ting at sige om dommerens beslutning om ikke at dømme straffespark.
Det blev til et bittert nederlag for Lyngby i Aarhus.
Patrick Mortensens scoring efter seks minutter viste sig nemlig at være nok for aarhusianerne, og Lyngby må altså rejse tomhændede hjem.
Det kunne dog potentielt være gået helt anderledes, hvis ikke det var for en modig VAR-beslutning fra kampens dommer Jacob Karlsen, der et kvarter før tid blev kaldt ud til VAR-skærmen.
Her skulle han vurdere, om Lyngby skulle have et straffespark, men meget uvant for den slags situationer fastholdte dommeren sin beslutning.
Og det vakte faktisk stor tilfredshed hos Lyngbys anfører, Marcel Rømer, selvom det jo kunne have ændret hans holds bitre skæbne.
– Jeg har stor ros til dommeren for at have nosser nok. Det er ikke ofte, man ser det der, og så er det selvfølgelig meget, meget bittert, at det så sker mod os, siger han til Viaplay og fortsætter:
Mål og Highlights: Se AGF sejre over Lyngby Boldklub efter lynmål og afbrydelse– Jeg har savnet, at dommeren holder fast i sin første vurdering, så stor ros til dommeren for at turde.
Et straffespark, der kunne have ført til et enkelt point i Aarhus, kunne ellers have lunet for Rømer og co., som med nederlaget har syv point og indtager niendepladsen i Superligaen.