Medie: Barça jagter tidligere Superliga-stjerne
Den tidligere FC Nordsjælland-profil Mohammed Kudus kan, ifølge et spansk medie, være på vej til selveste FC Barcelona.
Fra FC Nordsjælland til Ajax til FC Barcelona.
Ikke en rute, der bliver taget hver dag, men ikke desto mindre en mulighed, hvis man skal tro det spanske medie Sport.
De skriver nemlig, at den tidligere Superliga- og FC Nordsjælland-stjerne Mohammed Kudus kan være på vej til den catalanske kæmpeklub.
Trods de fleste rygter sender ghaneseren til West Ham, der angiveligt også har budt på ham flere gange, så skulle Barça være klar til at smide et bud afsted til Ajax.
Catalanerne ser efter sigende Kudus som den ideelle erstatning for Ousmane Dembélé, der netop er taget til Paris Saint-Germain.
Derfor skulle de også være klar på at smide et bud på ham, hvor de lejer ham det første år, for så at have en obligatorisk købsoption på den offensive ghaneser næste sommer.
Det skifte vil stå Barça i omegnen af 45 millioner euro i alt – svarende til 300 millioner kroner.
Dog er West Ham, ifølge den normalt pålidelige transferjournalist Fabrizio Romano, stadig favorit til at hente den 23-årige tidligere FCN-stjerne.
Se Mohammed Kudus’ fire mål fra Champions League sidste sæson herunder.