Bukayo Saka tangerer 26 år gammel Arsenal-rekord
Bukayo Saka er en funklende Arsenal-stjerne, og nu er han godt på vej til at skrive klubhistorie i Premier League-klubben.
26 år.
Så længe har den Arsenal-rekord, Bukayo Saka er tæt på at slå, stået alene.
Da det 21-årige stjernefrø spillede for Arsenal mandag aften, tangerede han en af de helt særlige rekorder i London-klubben. Det var nemlig hans 82. Premier League kamp i streg.
Klubrekorden lyder på selvsamme antal kampe, og indtil mandag aften var Paul Merson alene på toppen af den liste. Men nu er Bukayo Saka altså på nippet til at slå rekorden for flest Premier League kampe i streg for ‘The Gunners’.
Bukayo Sakas vilde stime startede i maj 2021, og han har allerede muligheden for at sætte sig alene på tronen, når Arsenal i næste weekend tager imod Fulham hjemme på Emirates Stadium.
Bukayo Saka har spillet 182 førsteholdskampe for Arsenal, hvor han har scoret 39 mål og uddelt 41 assists til sine holdkammerater. Det er blevet til 28 landskampe for det engelske landshold, og det har kastet 11 mål af sig.