Vallys hyldet blandt Brøndby-fans: Jeg blev rørt og stolt
Nicolai Vallys spillede sig søndag aften op på førstepladsen på Superligaens topscorerliste, efter han for femte kamp i streg scorede for Brøndby.
Mon ikke Nicolai Vallys så småt er ved at have omvendt selv de mest kritiske Brøndby-fans.
Den tidligere Silkeborg-spiller er opvokset i rivalernes baghave på Østerbro, og det var nok til at skabe tvivl om hans dedikation på den københavnske vestegn.
I sin første sæson i Brøndby scorede han seks mål i 24 superligakampe, men i den nye sæson har han lagt fra land med ét mål i hver af Brøndbys første fem kampe, og søndag blev han sen matchvinder i 0-1-sejren over FC Midtjylland.
Det fik Brøndbys medrejsende fans til at hylde den 26-årige offensivprofil, og det gjorde indtryk.
– I dag var det ekstra specielt. Jeg har jo været lidt i modvind fra start, men i dag var det alle fansene, der sang mit navn, og jeg blev sgu rørt og stolt, og det var rigtig dejligt, sagde Vallys efter kampen til Viaplay.
Superligatopscoreren indrømmede i samme ombæring, at han i starten brugte den blandede velkomst blandt Brøndby-fansene konstruktivt.
– Det var det, jeg brugte som motivation i starten. Jeg har ikke tænkt så langt endnu, jeg synes bare det var en fed oplevelse, og jeg blev rørt af det. Det er stort for mig, lød det fra Vallys.
Nicolai Vallys står nu noteret for i alt 11 scoringer i 30 kampe for Brøndby, som i august sidste år betalte 22 millioner kroner for den daværende Silkeborg-profil.
Se Vallys’ matchvindermål herunder: