Ajax henter kroatisk forsvarsspiller
Efter mere end ni år i Dinamo Zagreb går turen nu videre for forsvarsspilleren Josip Sutalo.
Han koster 20,5 millioner euro, men det beløb kan stige til 23,5 millioner.
For en gangs skyld offentliggør en fodboldklub transfersummen, efter kroatiske Josip Sutalo skifter Dinamo Zagreb ud med Ajax.
De cirka 150 millioner kroner tilfalder den kroatiske klub, som i den grad må siges at have givet den kroatiske landsholdsspiller sin fodboldopvækst.
3313 dage – eller lige over ni år – har Sutalo nemlig tilbragt i Dinamo Zagreb, hvor den i dag 23-årige midterforsvarer står noteret for 88 kampe for klubbens førstehold.
Sutalo havde i Zagreb kontrakt til 2028, men hvor lang hans kontrakt i Amsterdam er, melder historien endnu intet om.
Den 190 centimeter høje forsvarsspiller står noteret for i alt otte landskampe for Kroatien, hvoraf de to er sejre over Danmark sidste år.