
Medie: PSG enig med Frankfurt-bomber
Paris Saint-Germain er ikke færdige på transfermarkedet endnu. Det seneste mål er Frankfurts franske frontangriber.

Det er ikke længe siden, Paris Saint-Germain præsenterede en ny angriber.
Og det er heller ikke længe siden, at Kylian Mbappé blev sat af holdet – og blev sat på det igen.
Det til trods er jagten nu sat ind på Frankfurts stjerneangriber, som scorede 15 mål i 32 Bundesliga-kampe for tyskerne i den forgangne sæson.
Således skriver den normalt troværdige transferjournalist Fabrizio Romano på det sociale medie X, at PSG har udset sig Randal Kolo Muani som ny angriber i den franske hovedstad.
Romano beretter, at PSG allerede har de personlige detaljer på plads med Kolo Muani, og at kontrakten vil vare fem år – altså til sommeren 2028.
Forhandlingerne mellem klubberne er dog stadig på det tidlige stadie, hvorfor transfersagaen godt kan komme til at tage ‘noget tid’.
Randal Kolo Muani har i alt spillet 47 kampe for Eintracht Frankfurt, hvor det er blevet til 24 mål og 17 oplæg, siden han skiftede fra franske FC Nantes i sommeren 2022 på en fri transfer.

I Nantes nåede Kolo Muani at spille 87 kampe, hvor han kvitterede med 23 scoringer og 16 assists.