Hvidovre-keeper skulle på toilet: Når man skal, så skal man
Hvidovre IF-keeper Filip Djukic skulle skynde sig på toilet og forlod banen, da Hvidovre IF fredag aften blev besejret af F.C. København.
En lidt atypisk hændelse fandt sted fredag aften, da Hvidovre IF stod over for F.C. København på Pro Ventilation Arena i Hvidovre.
I slutningen af første halvleg forlod Hvidovre-keeper, Filip Djukic, banen og spillet stod stille i flere minutter, indtil den 24-årige målmand var tilbage i Hvidovre-buret.
I starten var der tvivl om, hvad der lige skete, men ret hurtigt stod det klart, at det skyldtes et tiltrængt toiletbesøg for Djukic, der altså ikke kunne holde ud til pausefløjt.
I et interview med Viaplay efter opgøret forklarer Filip Djukic hændelsen, som han kalder for menneskelig og uheldig på samme tid.
– Jeg får det faktisk ikke specielt godt, men når man skal på toilettet, så skal man på toilettet. Og jeg siger til dommeren, at jeg bliver nødt til at skynde mig på toilettet, og så skynder jeg mig ind, indleder Hvidovre-keeperen med et smil på læben og fortsætter:
– Det var noget, der kom lige pludselig. Jeg plejer aldrig at være nervøs, når jeg skal spille fodboldkampe. I dag (fredag, red.) havde jeg egentlig bare glædet mig. Så det var super uheldigt og ikke så sjovt. Om et par dage tager vi den nok med et smil. Det er jo rimelig menneskeligt.
Kampen mellem Hvidovre IF og F.C. København endte desuden med en 2-0-sejr til de forsvarende mestre.
Dermed har F.C. København altså nu maksimumpoint efter de første fem spillerunder af Superliga-sæsonen, men Hvidovre IF har hentet to point i fem kampe.
Se hændelsen, hvor Filip Djukic forlader banen i videoen nedenfor og se interviewet med ham efter kampen i videoen øverst i artiklen