
Aston Villa henter italiensk landsholdsspiller
Premier League-klubben Aston Villa kan fredag aften fortælle, at man har hentet en italiensk landsholdsspiller ind på en lejeaftale.

Nicoló Zaniolo er ny spiller i Aston Villa.
Det står klart fredag aften, hvor klubben har offentliggjort nyheden på sin hjemmeside.
Her fremgår det, at Zaniolo tiltræder i klubben fra tyrkiske Galatasaray på en lejeaftale, der gælder for resten af sæsonen.
Den 24-årige Nicoló Zaniolo tog fart i AS Roma, hvor han blandt andet var med til at vinde Conference League. Det førte til et salg til Galatasaray så sent som i februar 2023.
I den korte tid i Galatasaray har Zaniolo gjort det godt med fem mål og en enkelt assist i blot 12 kampe. Han står desuden noteret for 13 landskampe for Italien.
Det oplyses ikke, om Aston Villa skulle have en købsoption på Zaniolo.
