AaB-boss bekræfter: Profil kan være på vej væk
AaB kan meget vel snart sige farvel til en af klubbens profiler, da han lige nu ligger i forhandlinger med en bejler.
NordicBet Ligaen.
Det er, hvad der er på menuen for AaB i minimum en enkelt sæson, efter det blev til nedrykning fra den danske Superliga i den seneste sæson.
Og med en hverdag i den næstbedste række kan det blive til et farvel til en af klubbens profiler. Det bekræfter sportsdirektør Ole Jan Kappmeier over for Viaplay.
Før NordicBet Liga-kampen fredag aften mod Næstved BK blev Kappmeier spurgt ind til rygterne om, at AaB har modtaget et bud på 2,6 millioner kroner for Louka Prip fra en tyrkisk klub.
– Det er sandt, at Louka Prip ikke er en del af holdet i dag, og det er fordi, at han lige nu ligger i forhandlinger med en anden klub. Louka Prip er en god spiller og har en stor betydning for os, når han spiller. Men der er en sandsynlighed for, at han finder en ny klub inden for de næste par dage eller uger, fortæller Ole Jan Kappmeier til Viaplay og fortsætter:
– Om Louka Prip bliver eller ej, så er vi sikre på, at vi har den kvalitet, vi vil have i truppen. Vi behøver ikke at handle mere, så jeg er rolig frem mod afslutningen på transfervinduet. Vi kigger stadig på mulige transfers, hvis nu det bliver nødvendigt, men jeg er rolig. Og så er det ingen hemmelighed, at vi stadig har brug for en ny målmand. Vi har to keepere og skal derfor have en tredje mand ind.
Louka Prip skiftede til AaB fra AC Horsens tilbage i sommeren 2021. Her står han alt i alt noteret for 78 kampe med 20 mål og 12 assists til følge.
Louka Prips kontrakt med AaB strækker sig i skrivende stund fortsat frem til sommeren 2025.
Se hele interviewet med Ole Jan Kappmeier i videoen øverst i artiklen