Medie: Sory Kaba spiller sin sidste kamp i FCM torsdag
Ifølge B.T. er den brølstærke angriber Sory Kaba snart fortid i FC Midtjylland. Han tager i stedet til varmere himmelstrøg i Spanien.
Han har været udlejet flere gange, men torsdag kan meget vel blive det endegyldige farvel.
28-årige Sory Kaba kom til FC Midtjylland i 2019, men han blev aldrig den succes, som hverken han eller klubben havde håbet.
Nu skriver B.T., at den store angriber spiller sin sidste kamp for FCM på torsdag, når Omonia Nicosia gæster MCH Arena i Conference League-kvalikationen, og herefter tager han til Spanien fredag for at underskrive kontrakten med sin nye klub.
Her står La Liga-klubben Las Palmas klar til at købe Kaba for godt og vel 11 millioner kroner, imens Midtjylland kan tjene yderligere fire millioner på diverse bonusser.
Sory Kaba har tidligere været udlejet til OH Leuven i Belgien, og i foråret var han udlejet til Cardiff i Championship, hvor han scorede otte mål i 17 liga-kampe.
Hvis Kaba kommer på banen torsdag, vil det være hans 110. kamp for klubben i alle turneringer.
I de foregående 109 kampe er det blevet til 27 mål og 15 oplæg.
Conference League-kampen begynder klokken 19.45 og kan ses på Tv3+ og Viaplay. Her skal FC Midtjylland forsøge at overkomme et 1-0-nederlag fra den omvendte kamp i Cypern.
Se FC Midtjylland indkassere et drømmemål mod Benfica af Diogo Goncalves i sidste års europæiske kvalifikation herunder: