Transferjournalist: Frederik Rønnow enig med italiensk topklub
Ifølge den italienske transferjournalist Gianliuca Di Marzio, er Frederik Rønnow meget opsat på at forlade Union Berlin. Klubberne mangler dog at blive enige om prisen.
Frederik Rønnow og Union Berlin kvalificerede sig sidste sæson til Champions League. Alligevel vil danskeren væk.
I hvert fald, hvis man skal tro den italienske transferjournalist Gianluca Di Marzio. Han mener nemlig at vide, at Rønnow snart kan blive holdkammerater med Gustav Isaksen i Lazio.
Ifølge Di Marzio, er Rønnow blevet enig med Lazio om de personlige forhold i kontrakten. På trods af det, hænger skiftet stadig i en tynd tråd.
Union Berlin er nemlig ikke synderligt interesseret i at sælge den tidligere Brøndby-keeper, hvorfor klubberne ikke endnu er enige om en overgangssum for den 31-årige dansker.
Såfremt skiftet skulle falde på plads, vil Rønnow i første omgang blive reservemålmand i klubben, da italienske Ivan Provedel agerer førstekeeper og har en stor stjerne hos træner Maurizio Sarri.
Lazio formåede da også at blive toer i Serie A i den forgangne sæson med Provedel mellem stængerne. Dermed er klubben også en del af denne sæsons Champions League, hvor Di Marzio skriver, at Rønnow angiveligt vil få chancen, hvis han skifter til Lazio.
Drømmedebut for Isaksen: Ét minut på banen var nok – se målet herFrederik Rønnow kan blive den ottende dansker i den italienske hovedstadsklub. Gustav Isaksen skiftede for få dage siden dertil, mens John Hansen, Carl Aage Præst, Kurt Christensen, Michael Laudrup, Christian Keller og Riza Durmisi tidligere har repræsenteret klubben.