‘PC’ havde gerne hentet Meling tidligere: Rennes ville ikke sælge
F.C. København kunne mandag formiddag præsentere nordmanden Birger Meling som ny mand i klubben, men havde det stået til københavnerne, var skiftet sket tidligere.
Der skal to til tango, men der skal tre parter til en fodboldtransfer.
I F.C. København har de indtil nu haft det problem, at de har stået alene på dansegulvet, men mandag tog franske Rennes endelig imod københavnernes tilbud.
Transferen af norske Birger Meling har nemlig været længe undervejs, og på Frederiksberg havde de gerne set den norske venstreback trække den hvide FCK-trikot over hovedet noget tidligere.
– Rennes har ganske enkelt ikke været villige til at sælge ham før nu.
– Dialogen med min kollega i Rennes har stået på i lang tid nu efterhånden, så det er en stor tilfredsstillelse for os alle, der har været involverede, at vi i dag har kunnet lande Birger på en 4-årig aftale, lyder det fra sportsdirektør Peter ‘PC’ Christiansen.
F.C. København sagde sidste sommer farvel til costaricanske Bryan Oviedo, og da klubben i vinter solgte Victor Kristiansen til Leicester, stod man pludselig med kun Christian Sørensen som reel venstreback.
Officielt: F.C. København henter norsk landsholdsback– Vi har ledt efter en venstre back af høj kvalitet for at øge konkurrence yderligere på den position.
– Birger har spillet mange kampe kontinuerligt i Ligue 1 de tre seneste sæsoner og han er fast mand på det norske landshold, så vi får en erfaren spiller, der har bevist sig på meget højt niveau, forklarer ‘PC’.
Birger Meling kan få debut for sin nye klub på fredag, hvor F.C. København for første gang siden pokalsejren i 2013 gæster Hvidovre IF i en betydende kamp.