Medie: Endnu en engelsk klub jagter eftertragtet superliga-angriber
FC Midtjyllands Sory Kaba er et hot navn i England. Nu skriver en lokalavis, at Birmingham City også er interesseret i at hente den høje angriber fra Guinea.
Han spillede i Cardiff City i foråret i sidste sæson, og siden er Sory Kaba blevet en eftertragtet herre i England.
Tidligere har det været fremme, at FC Midtjyllands angriber var på blokken hos henholdvis Leeds United og West Bromwich Albion, men nu melder endnu en klub fra Englands næstbedste række sig på banen.
Det er Birmingham City, der også skulle være interesseret i den høje og brølstærke angriber.
Det erfarer Birmingham Live.
Sory Kaba scorede på sit lejemål i foråret i Cardiff otte mål i 17 kampe, og noget tyder altså på, at han nu kan fortsætte karrieren i det midtengelske.
Ifølge avisen er der altså en række af klubber, der vil have fat i Kaba, herunder også traditionsklubben Watford, som sammen med Birmingham netop har meldt sin interesse.
28-årige Sory Kaba har kontrakt med FC Midtjylland denne sæson ud, og på trods af at han endnu ikke har scoret i Superligaen i denne sæson, så scorede han i klubbens første kvalifikationskamp til Conference League mod Niederkorn.
FC Midtjylland har givet plads til Sory Kaba i alle fire kampe i Superligaen i denne sæson – dog uden fuld spilletid.