Young Boys-direktør efter pokalsejr: Mest glad for at drengene får vist sig frem
Torsdag aften slog de Vendsyssel FF ud af Oddset Pokalen med 2-1, og nu er manden bag fodboldklubben Young Boys en glad mand. Ikke blot fordi der nu også er udsigt til en storkamp og penge i kassen i næste runde, men allermest fordi spillerne nu kan vise sig yderligere frem.
– Det vil være mest fedt for drengene, hvis de får en større scene at vise sig frem på, siger direktøren i fodboldklubben Young Boys få minutter efter torsdagens pokalsejr på 2-1 over Vendsyssel FF.
I modsætning til professionel fodbold andetsteds, er fodboldklubben Young Boys ikke styret af penge.
Spillersalg, sponsorater, tv-rettigheder, billetter og merchandise er ellers for det meste det der driver værket, i en fodboldklub som betaler trænere og spillere for at performe på banen.
At vi i anden halvleg kan dominere, med noget der ligner 70/30 i boldbesiddelse, det er jo det, vi gerne vil.
Holger Kristiansen, direktør
I Silkeborg har iværksætteren Holger Kristiansen dog lanceret et projekt, hvor fodboldklubben Young Boys ønsker at fokusere på nogle andre værdier.
Med udgangspunkt i klubbens værdisæt vil de blandt andet sikre, at spillere, der bliver kasseret efter flere år i en superligaklubs talentafdeling, stadig får en god mulighed for at blive prioriteret og udvikle sig. Det gør klubben gennem deltidskontrakter, hvor spillerne også arbejder i virksomheden Young Business, som skal sikre god sammenhængskraft og optimale forhold i hverdagen.
Og derfor, ovenpå torsdagens pokalsejr på 2-1 over Vendsyssel FF fra NordicBet Ligaen, glæder direktør og stifter, Holger Kristiansen, sig mere på projektet og spillernes vegne end til udsigten af en ‘kassekamp’ mod en superligaklub.
– Jeg er næsten ligeglad med resultatet, for vi vinder jo ikke pokalturneringen. Jeg har ikke set stats på den her kamp endnu, men at vi i anden halvleg kan dominere, med noget der ligner 70/30 i boldbesiddelse, det er jo det, vi gerne vil. Men det vil vi i 3. division. At vi kan gøre det mod et hold fra NordicBet Ligaen, det er jeg bare glad for, siger direktøren, der selv forhandler kontrakter og driver såvel fodboldklubben som de firmaer, hvor flere af spillerne arbejder i hverdagen.
– Det jeg er enormt glad for her, det er, at drengene har vist sig frem i et vindue, hvor der var flere tilskuere end normalt til vores kampe. Så de har vist, hvad de kan. Det er lidt 2.- og 3.divisions store problem, at der er rigtig mange dygtige spillere, som ikke får mulighed for at vise sig frem til dem, der bestemmer i Superligaen og NordicBet Ligaen. Det her kan hjælpe med i den retning, og det er næsten det, jeg er mest glad for. Og så er jeg selvfølgelig imponeret over, hvor langt Daniel (cheftræner Daniel Sehested, red.) er nået på en måned, siger han.
Young Boys er en overbygning på fodboldklubben Silkeborg KFUM, og klubben spiller til dagligt sine hjemmekampe på Jysk Park, hvor Silkeborg IF også har sin faste hjemmebane. Og netop storebroderen fra IF, har Young Boys nu trukket i næste runde af Oddset Pokalen.
Og her kan spillerne, og den nye cheftræner, der startede i jobbet i sommer, nok engang få lov at vise sig frem hos Young Boys, der vil have fokus på at give unge spillere chancen for spilletid og udvikling.
Spillerne i Young Boys efter pokalsejren over Vendsyssel FF,
Foto: Allan Hvid, campo.dk
– Vores gennemsnitsalder lige nu er blot 20,9 år, og vi er kun 17 spillere i truppen ligesom vi har en ny træner til denne sæson. At vi er kommet så langt, at vi tør spille på den måde, vi gerne vil, når vi møder et NordicBet-hold, det 16. bedste hold i Danmark i sidste sæson, det er bare fantastisk.
– Vi har nogle værdier om, at vi skal være målsøgende, og vi skal være bedst til sidst i kampene, fordi vi har en helt ung trup. Vi skal også være dem, der skaber flest chancer i kampene. Hvordan vi så gør det, det er lidt mere op til den enkelte træner. Det er jo ikke fordi, vores spillestil er 100 procent anderledes nu, men det er dog markant anderledes, nu hvor Daniel er kommet til i forhold til før. Måden vi spiller bolden frem ad banen, og måden vi kommer frem til chancer på, er i hvert fald anderledes, og det er jo i sig selv imponerende, at vi er kommet så langt på en måned.
Klubbens deltidskontrakter med spillerne sikrer gode rammer for at træne og udvikle sig, så derfor er succeskriteriet, at flere af spillerne ryger tilbage til klubber længere oppe i systemet.
En mål der forhåbentlig nu kan få endnu mere opmærksomhed.
– Vi har haft spillere, som er gået til 2. division. Men vores definition af ‘større‘ klub, er en klub, hvor spilleren kan få en fuldtidskontrakt. Hvornår, det sker, er svært at sige. Vi har jo spillere, der allerede nu burde banke på til det, men der skal måske lidt flere kampe med større bevågenhed til, lyder det fra Holger Kristiansen i minutterne efter torsdagens sejr.
Nu starter forberedelserne til lokalbraget mod Silkeborg IF i 2.runde. Den kamp spilles den 6. september klokken 17.00.