Mål og Highlights: Rødt kort og selvmål da Brøndby besejrede Lyngby
Brøndby fik sin anden sejr i den nye Superliga-sæson, da vestegnsklubben søndag besejrede Lyngbys 10 mand
Nicolai Vallys og Mathias Kvistgaarden nettede begge, da Brøndby slog Lyngby, der kun havde 10 mand på banen halvdelen af kampen, 3-0 på Brøndby Stadion søndag.
Den første scoring kom, da Lyngby stadig var fuldtallig. Daniel Wass sender et flot indlæg mod bagerste stolpe, hvor Blas Riveros header bolden skråt tilbage til en helt umarkeret Vallys, der sparker den i kassen med en flugter.
Kort efter anden halvlegs start fik Kolbeinn Finnsson sit andet gule kort, og det blev naturligvis takseret til et rødt et af slagsen, hvorfor det blev svært for Lyngby herfra.
Dog skulle der gå hele 84 minutter, før Mathias Kvistgaarden kom på måltavlen med et flyvende hovedstød, før Magnus Jensen lavede selvmål i overtiden.
Søndagens Brøndby-sejr betyder, at de blå-gule fra Vestegnen hopper op på en femteplads i Superligaen, mens Lyngby falder ned på sjettepladsen.
Brøndby spiller det næste Superliga-opgør søndag den 20. august, hvor FC Midtjylland venter på MCH Arena.
Lyngby skal også i aktion søndag den 20. august, hvor Randers kommer på besøg.
Se alle højdepunkterne fra kampen i videoen øverst i artiklen.