
Mæhle efter skifte: Jeg vil bevise mig selv
Landsholdsbacken Joakim Mæhle begynder et nyt kapitel i sin karriere, hvor han fremover skal spille i Wolfsburg. Her glæder han sig til at vise sit niveau frem i Bundesligaen.

Joakim Mæhle skal prøve kræfter med en ny liga.
Han skal fremover spille for Wolfsburg i Bundesligaen efter knap to sæsoner med Atalanta i Serie A.
Landsholdsbacken ser frem til at trække den grønne trøje over hovedet og udfordringen i Bundesligaen. Det siger han til Wolfsburgs hjemmeside:
– Skiftet til Wolfsburg og Bundesligaen er en stor udfordring, som jeg ser meget frem til.
– Gennem de seneste år har jeg haft mulighed for at tilegne mig utrolig meget erfaring på det højeste niveau i Serie A.
– Nu ønsker jeg at bevise mig selv i Bundesligaen, og jeg vil gøre alt for, at jeg så hurtigt som muligt falder godt til i de nye omgivelse, siger Mæhle.

Joakim Mæhle nåede at spille 96 kampe for Atalanta, efter han kom til klubben i januar 2021.