Dolberg og Dreyer får ny legekammerat – Anderlecht køber franskmand i Reims
Jesper Fredberg har endnu en gang været på indkøb for Anderlecht. Fremover kommer Anders Dreyer og Kasper Dolberg til at spille sammen med en franskmand med masser erfaring fra Ligue 1.
Jesper Fredberg har oprustet massivt i Anderlecht denne sommer.
Den danske sportdirektør har allerede hentet landsholdsangriberen Kasper Dolberg til Belgien, og nu har han igen handlet ind – denne gang i Ligue 1.
Her har Anderlecht købt franske Alexis Flips i Reims, der har spillet 60 kampe i den bedste franske liga. Skiftet glæder selvsagt Fredberg, som mener, at Flips har den rigtige profil til klubben:
– Vi er glade for, at vi har sikret Alexis Flips. Alexis passer ind i profilen, vi ledte efter. Han er så stærk på bolden, er god i ‘link-up’-spillet, og han viste i sidste sæson, at han har et slutprodukt, siger Fredberg til klubbens hjemmeside.
23-årige Flips gør sig primært på den offensive midtbane, men kan også spille på kanten.
Herfra skal han forsøge at servicere klubbens to danske offensiv-profiler, Kasper Dolberg og Anders Dreyer.