
Officielt: Mohamed Daramy skifter til fransk fodbold
Mohamed Daramy er lige kommet tilbage til Ajax efter et lejeophold hos F.C. København i den forgangne sæson, men nu har hollænderne solgt ham videre.

Den tidligere FCK-profil Mohamed Daramy fortsætter karrieren i Ligue 1.
Den 21-årige dansker skifter nemlig fra Ajax Amsterdam til franske Reims.
Daramy er kun lige kommet tilbage fra et lejeophold i F.C. København, hvor han var med til at vinde det danske mesterskab, men han er altså ikke en del af planen i Ajax, hvorfor han nu er blevet solgt videre.
Mohamed Daramy nåede at spille i alt 134 kampe for FCK gennem årene, mens han blot fik 16 kampe i sin tid i Ajax.
Ajax oplyser i forbindelse med salget, at Reims har betalt 12 millioner euro. Gennem præstationsbaserede klausuler kan prisen dog stige til 17,5 millioner euro, hvilket svarer til 130 millioner kroner.

Reims oplyser, at “prins Daramy”, som de kalder ham, har fået en kontrakt af fem års varighed hos forrige sæsons nummer 11 i Ligue 1.
Den 21-årige kantspiller kommer til at spille nummer ni på ryggen.