
Medie: Mæhle til lægetjek netop nu
Joakim Mæhle kan være på vej mod nye udfordringer. Den danske landsholdsback meldes på vej til den tyske Bundesliga.

Skiftet skulle være lige op over.
Efter to og et halvt år i italienske Atalanta vender Joakim Mæhle ifølge transferjournalist, Fabrizio Romano, atter snuden mod nord.
Fredag skulle den 26-årige nordjyde således være til lægetjek i den tyske bundesligaklub Wolfsburg, hvor han altså bliver holdkammerat med Jonas Wind.
Der bliver meldt om en transfersum på 11-12 millioner euro, hvilket svarer til et sted mellem 82 og 90 millioner danske kroner.
Joakim Mæhle har fortsat kontrakt i Atalanta til sommeren 2025, men på lidt over en uge kan Bergamo-klubben altså vise sig at miste begge sine danskere, efter Rasmus Højlund tidligere på måneden skiftede til Manchester United.

Tidligere blev der meldt om interesse fra Premier League-klubberne Bournemouth og Fulham, men det lader altså til, at det i stedet bliver Volkswagen-klubben, der løber med den angrebsivrige venstreback.
Joakim Mæhle blev i lørdags skiftet ind i Atalantas træningskamp mod tyske Union Berlin, men da italienerne onsdag spillede træningskamp mod italienske Pergolettese, var danskeren slet ikke i truppen.
Joakim Mæhle kom til Atalanta fra belgiske Genk i januar 2021, og selvom han har haft et par flotte sæsoner i Serie A, så er den meldte pris, som Wolfsburg betaler, to-tre millioner euro lavere, end hvad Atalanta i sin tid selv betalte.
Joakim Mæhle står noteret for 96 kampe for Atalanta, 130 for Genk og 27 for AaB, ligesom han har scoret imponerende ni mål i 37 A-landskampe for Danmark.
Herunder kan du se højdepunkterne fra Mæhles EM 2021: