Medie: Harry Kane er på plads i Bayern München og Bundesligaen
At Harry Kane skifter til Bayern München er efterhånden så velbeskrevet et rygte på tværs af kloden, at det næsten allerede lyder som en sandhed. Ifølge flere kilder ser det nu ud til, at den engelske angriber sætter sig i flyveren en af de nærmeste dage.
Harry Kane er på vej til Bayern München.
Ikke bare som han har været de seneste par uger, hvor handlen ad flere omgange er gået i stå.
Flere kilder erfarer nu, at Tottenham Hotspurs topscorer og anfører er meget få skridt fra et skifte til det sydlige Tyskland.
Ifølge Sky Sports i Tyskland er de to klubber nu blevet enige ovenpå intense forhandlinger torsdag aften. Den 30-årige angriber koster angiveligt Thomas Tuchels overordnede omkring 100 millioner euro, selvom han blot har et år tilbage af sin kontrakt med Tottenham.
Nu mangler Harry Kane blot at komme helt på plads med Bayern München om sine personlige vilkår, og ifølge Skys reporter, Florian Plettenberg, vil den engelske landsholdsspiller få en kontrakt til 2028.
Ifølge The Athletics reporter, David Ornstein, er det dog en fireårig aftale, Bayern tilbyder Kane, som også selv har insisteret på at få handlen på plads inden weekendens premiere i Premier League.
Harry Kane scorede i sidste sæson 30 mål for Tottenham Hotspur i Premier League, selvom klubbenblot blev nummer otte i tabellen.