Skuffet Vendsyssel-chef pokalexit: Vi savner et reservehold
Vendsyssel-cheftræner Henrik Pedersen var alt andet end tilfreds efter kampen i Oddset Pokalen, hvor hans NordicBet-mandskab røg med ud med et 2-1 nederlag til Young Boys. Han savner fast spilletid til hele truppen.
Henrik Pedersen og Vendsyssel FC måtte torsdag aften lade livet i Oddset Pokalen til 3.divisionsholdet Young Boys.
2-1 tabte nordjyderne, der sidste år sluttede på en flot fjerdeplads i NordicBet Ligaen, og efter kampen, som blev spillet på Jysk Park, var nordjydernes cheftræner slet ikke tilfreds.
– Jeg er mega skuffet. Det handler hver dag om at udnytte det potentiale, du har, og det gjorde vi ikke i dag. Da Lucas (Jensen, red.) går ud de sidste 10 minutter af første halvleg, falder vi i niveau, og sådan er det også i anden halvleg, sagde Vendsyssels cheftræner til campo.dk efter opgøret.
Vendsyssel kom ellers planmæssigt foran 1-0 efter blot 20 minutters spil, men i anden halvleg var det hjemmeholdet fra Silkeborg, der styrede opgøret.
Young Boys unge mandskab dominerede mod Vendsyssel FF, der havde sparet flere profiler som Ayo Simon Okosun og Marcus Hannesbo fra start, og efter kampen efterlyste Henrik Pedersen mere kamptræning til hele truppen.
– I Vendsyssel har vi ikke noget reservehold, så vi bruger pokalen til at give spilletid til de spillere, der ikke normalt får så meget spilletid. Så de kan komme i tempo og være en del af startelleveren. Det gjorde vi også sidste år, og i dag ser det okay ud i de første 30 minutter, men så er det tydeligt at se, at der er flere spillere, der ikke har spillet nok kampe, og vi dør i anden halvleg.
Selvom Vendsyssel nu er ude af pokalturneringen, var Henrik Pedersen ikke mere skuffet, end at han kunne rose det unge Young Boys-hold.
– Jeg synes, Young Boys spillede noget rigtig fint fodbold. De er godt organiserede, og jeg synes, de var gode.