Lars Søndergaard efter farvel til VM og det danske landshold: Skal lige lade det synke
Lars Søndergaard er efter Danmarks VM-exit nu færdig som dansk landstræner for kvindelandsholdet. Noget, der lige skal bundfalde sig for ham.
Det er slut for Danmark ved VM og slut for Lars Søndergaard.
Det er facit, efter det danske kvindelandshold mandag tabte til Australien med 2-0 ved VM.
Landstræner Lars Søndergaard havde på forhånd meldt ud, at han stoppede som landstræner efter denne slutrunde, og derfor er han nu også fortid som træneren på sidelinjen, for det danske kvindelandshold.
Efter opgøret, var han både skuffet og stolt, da Viaplay fangede ham til et interview kort efter slutfløjtet.
– Jeg er skuffet. Jeg er skuffet lige så vel som spillerne er skuffet i øjeblikket. Der var nogle små ting der manglede i dag. De var skarpere end vi var.
– Ellers synes jeg, at vi i denne kulisse kan være stolte over indsatsen.
Søndergaard er da også stolt af landsholdet og det, de har opnået sammen i den tid, han har stået med tøjlerne.
– Jeg er ligegyldig i sammenhængen. Jeg sagde, at jeg gerne ville stoppe på toppen. Jeg er stolt af pigerne. Jeg havde håbet, at denne kulisse kunne være en finale, men det er en fantastisk kulisse, der har været i dag. Så jeg skal bare lige lade det synke, før jeg kan sige, hvad jeg føler.
Den kommende danske landstræner bliver svenske Andrée Jeglert, der har fået en aftale frem til sommeren 2025.