Sønderjyske kan blive taberdømt efter stor fejl
Det kan komme til at koste for Sønderjyske, at der ikke har været styr på indberetningen af deres holdopstilling.
Taberdømt.
Det er hvad, Sønderjyske kan frygte efter en fejl udenfor banen.
Selvom Sønderjyske vandt kampen mod Næstved 4-1, kan det komme til at koste for klubben, at der ikke har været styr på indberetningen af deres holdopstilling.
Det hele bunder i, at angriberen Mikkel Ladefoged blev skiftet ind efter 70 minutters spil, men han var ikke registreret til kampen. Det skriver Nordschleswiger.
Cheftræner hos Sønderjyske, Thomas Nørgaard, vil ikke tale om emnet, der i værste fald kan koste klubben de tre point, de kæmpede sig til søndag eftermiddag.
– Vi har lige vundet en fodboldkamp. Ellers har jeg ingen kommentar til det.
Sejren var Sønderjyskes første i denne sæson, da de to første kampe endte med et nederlag til Fredericia og uafgjort mod Vendsyssel. Man kan derfor sige, at det vil gøre ekstra ondt at miste de tre point, de ellers vandt i søndagens kamp.
Det vil sende dem ned på enten 10. eller 11. pladsen, hvis de bliver taberdømt, da Næstved omvendt vil få de tre point og kravle over nedrykningsstregen.
Se hvordan Sønderjyske tilkæmpede sig sejren, som måske bliver taget fra dem øverst i artiklen.